EN nervepirrende dag
I dag skal alle forhandlingsgrupperne blive enige for at resultaterne kan vedtages i morgen.
Indenfor det emne, jeg dækker, forhandles tre dele: Artikel 6.2 (artiklerne refererer til Paris-aftalen), hvor jeg deltager i forhold til register og teknisk infrastruktur, artikel 6.4, som også har en lille smule om register og artikel 6.8, som jeg slet ikke har beskæftiget mig med.
Morgenens første møde startede med, at et land meddelte, at de ikke ville godkende noget i artikel 6.2, hvis man ikke fik et resultat i artikel 6.8. Så var linjen ligesom lagt.
Derefter gik det ned ad bakke i artikel 6.2 forhandlingerne, hvor landene stod stejlt overfor hinanden og ingen ville rykke sig. Det der primært drøftes er, hvilke emner, der skal indgå i et teknisk papir, som man vil bede FN’s klimasekretariat om at udarbejde, og hvilke emner, der skal være på en teknisk workshop i efteråret.
Det der virkelig skiller forhandlerne i de to grupper er registrene og om der er behov for uddybning af regler for, hvordan registrene skal fungere og hvilke data, der skal rapporteres fra registeret (transparens).
For at forsøge at opnå et kompromis gik en mindre gruppe af forhandlerne i enerum. Pga pladsbegrænsning og for at skabe et fortroligt rum, har de fleste af os kun fået et referat af mødet, men det skulle have været ret hårdt, hvor der fra de forskellige forhandlere blev trukket klare streger for, hvor langt de ville rykke sig, og det tog lang tid for dem at nå til noget, der kan vedtages, selv om ikke alle er tilfredse.
I mellemtiden nåede artikel 6.4 gruppen til enighed uden de store sværdslag.
Artikel 6.2 gruppen skulle have haft endnu et møde kl 17, men artikel 6.8 gruppens forhandlinger trak ud, så 6.2-mødet blev aflyst.
Artikel 6.8 gruppen er lige kommet ud og de var nået til enighed, så nu mangler kun enighed i artikel 6.2 gruppen.
Vores næste møde starter kl 19 og vi har ikke fået den reviderede tekst endnu. Vi har fået at vide, at vi fortsætter i aften, til vi er nået til enighed, så det bliver en lang dag
Vi nåede i mål med denne session
Klokken er nu 22, og efter endeløse forhandlinger af enkelte ord og begreber, nåede vi i mål.
Da vi ikke har set de sidste tekster på skrift men kun har hørt ændringerne, bliver det lidt interessant at se det endelige resultat.
Det var så dejligt endelig at slippe ud, at jeg måtte fotografere konferencecentret i skumringen
Nu mangler jeg bare en tur med tog og bus før jeg kan kravle i seng. Jeg kan høre dynen kalde 🙂
I morgen er der opfølgning og så skal det hele formelt vedtages.