Faglig forberedelse til klimatopmødet i december
Efter mødet i juni, kunne man tro, at alt ligger stille til den næste forhandlingsrunde på klimatopmødet. Det er langt fra tilfældet!
I juli indsendte EU en såkaldt “submission” med EU’s syn på standardrapporter, udformning af register-systemet, hvordan der skal autoriseres og meget mere. Jeg fik opgaven med at skrive første udkast, så det gik der nogle dage med.
Efter sommerferien er vi begyndt at få alle de dokumenter, som FNs klimasekretariat skal levere, og de skal læses og vurderes i forhold til, hvad EU vil.
Der er afholdt flere møder i EU-gruppen for at klargøre EU’s holdninger, som forhandlerne skal holde sig indenfor under klimatopmødet.
I oktober var der en hel uges FN-møder i Bonn. Der var møder for registeradministratorer, og en tredages workshop for at forsøge at nå tættere på noget, der kan vedtages på klimatopmødet i december. Det er meget tekniske og detaljerede drøftelser, hvor pauser og aftenerne også tages i brug. Møderne er mere formelle end de møder, jeg normalt deltager i som registeradministrator, hvilket kan ses af mine tre europæiske kolleger, som er trukket i mørkt jakkesæt med slips - et uvant, men absolut flot syn!