Nu begynder de lange forhandlingsdage
I går, mandag, blev der åbnet op for at forlænge den tid, der kan forhandles, og indenfor mine områder blev dette straks udnyttet, så der blev lagt et ekstra møde ind fra 20-23 i går aftes. Møderne slutter aldrig til tiden, så den var næsten 23.30 inden vi var ude af mødelokalet, og jeg skulle skrive referat efterfølgende og var simpelthen så træt, at jeg valgte at tage en taxa hjem.
Dagen havde budt på flere taktik-drøftelser og til den slags, er det bare med at finde nogle rare steder at være, som et lille hjørne i skyggen med græs, hvor vi kunne drøfte, hvordan vi skulle stille os til de andre landes prioriteter og forslag til kompromiser. Vi fortsatte snakken over middagen, som var på en af de restauranter, som er etableret på området. Ellers har jeg mest spist mad fra én af de mange street food steder, og jeg føler mig meget sund, når det meste af min mad er vegan. De fleste street food steder i nærheden af de mødelokaler, jeg tilbringer dagene i, er vegan, men i går aftes fik jeg en skøn salat og butter chicken - det smagte skønt, og det var rart at sidde ved et rigtigt bord og ikke på en bænk et eller andet sted.
taktik-møde. fotograf: Laurien Eblé
I dag tirsdag blev der igen lagt ekstra forhandlingsmøder ind for at nå at få alle punkter drøftet, så der kan udarbejdes nye tekstforslag inden vores fridag torsdag og tages stilling til, om der er noget, der skal til high-level forhandlinger, hvor ministrene sidder og afgør uenigheder. Heldigvis var der nogle huller i møderækken, så på trods af behov for talepinde, nye bidrag og analyser, fik jeg tid til en rigtig god middag med Karoliina fra Finland. Vi var enige om, at vi havde fortjent et enkelt glas vin til maden, inden vi skulle ind og fortsætte de endeløse møder.
Middag med Karoliina på restaurant Turkmenistan
Der er intet som at høre land efter land kommentere hvad, de ønsker ændret i en 4-siders tabel. Og det er ikke sådan, at man tager et element ad gangen, nej hvert land kommer med alle sine ændringsønsker inden man går videre til næste land. Jeg tror, at det eneste, der ikke blev kommenteret på var skrift størrelse og farve. Med sådanne emner bliver forhandlingerne lidt langhårede, men heldigvis er alle de andre emner mere interessante, og selvfølgelig skal tabellerne også være i orden, det er bare en tung måde at nå dertil.
I nat får vi nye versioner af teksterne og så bliver det spændende at se, hvor meget EU har fået med, hvor der stadig er behov for kompromisser og hvor teksten er færdig og ikke behøver flere ændringer.