Afslutning af uge 1
Onsdag skulle første del af COP’en lukkes ned. Første del var de forhandlinger i de tekniske fora, som på hver deres område skulle have leveret et beslutningsforslag, som kan sendes videre til de sidste forhandlinger eller endelig beslutning på et højere niveau. I mine forhandlingsgrupper er man også nået frem til noget, der måske engang kan blive en beslutningstekst. Den ene gruppe har nu et 40 siders forslag hvor en stor del af teksten står i firkantede parenteser, hvilket betyder, at man ikke er enige om teksten, den anden gruppes forslag er på 4 sider og med markant færre firkantede parenteser, men stadig ikke helt færdig og den tredje gruppe er nede på 3 sider, men stadig med uenigheder og kantede parenteser.
Som det sidste i uge 1 skulle alle tre grupper beslutte om de var enige om at sende forslagene videre til den næste uge i den form, de havde, og heldigvis kunne alle tre grupper acceptere dette. Da dette endelig var afsluttet onsdag sen eftermiddag, kunne vi endelig holder weekend, som her består af en enkelt mødefri dag. Onsdag aften var der middag i mit EU-forhandlerteam. Det var en aften med flotte drinks og god mad, og så var det uden risiko for tømmermænd, for alt var alkoholfri, hvilket nok var godt i lyset af, hvor trætte vi alle var.
Hvad laver man på en fridag?
Tjaa, morgenen startede med en sen morgenmad efterfulgt af 1½ times arbejde. For at sikre, at jeg holdt lidt fri, havde jeg besluttet at tage ud og se guldmarkedet - det var fascinerende, og man kan undre sig over, hvad de lokale reelt har på under deres kjoler. Jeg overvejede om det var tid til at købe en ny bodystocking, men synes ikke, at farven klæder min teint!
Retur efter turen til guldmarkedet, som ikke gik ud over saldoen på mit kreditkort, da jeg har en lidt anden smykkestil, fik jeg tid til en tur i poolen og lidt sol, inden jeg atter kastede mig over lidt arbejde hjemmefra og kl. 19 var det ud at spise med den danske delegation - igen en aften med fantastisk samvær, god mad og flotte (alkoholfrie) drinks.
Ja, den ryger!
Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle forvente forhandlingsmøder fredag formiddag, for der skulle først være stormøde i Plenaren (den store beslutningssamling), hvor den videre proces skulle aftales. Jeg brugte derfor lidt tid sidst på aftenen til at få løst nogle opgaver hjemmefra. Stor var min forbavselse derfor, da jeg lidt efter midnat fik besked om at vores første møde ville starte kl. 10 - så i stedet for at kunne indhente de manglende timer ved at sove længe, blev det kun til få timers søvn, for der er varslet lange køer ved security, så det er nødvendigt at tage tidligt afsted for at ankomme før køen starter (½ time senere fra hotellet betyder 1½ time senere igennem security, når der er travlt). Og sådan nåede jeg sammenlagt at holde rigtig fri i 5 timer - det var skønt!