Masser af spørgsmål
I dag har været spørgsmålenes dag. Lige fra de praktiske med hvordan man lettest kommer til EU-koordinationens mødelokaler (ind ad indgangen, op til 2. sal, igennem EU-Kommissionens mødelokaler, over en gangbro og ned af tre gange - det må kunne gøres nemmere, og jeg fandt da også smutvejen, så jeg bare skal op ad trappen og ned af en enkelt gang - sejr!), og hvor man kan få udleveret vand - i vandposte, som dog kræver et vist håndelag for at få vandet til at løbe, mens flasken er under strålen - i de fleste tilfælde stopper vandet, når flasken kommer ind under hanen og starter igen bagefter, men jeg tror, at jeg har luret den - vi ser om det virker i morgen.
Og til de store spørgsmål om, hvordan vi stiller os til forhandlingsoplæggene (noget kan vi lide, andet er vi langt fra tilfredse med) og hvilken strategi vi skal bruge til at opnå det, der er vigtigst for os. Der er behov for en masse analysearbejde for at kunne levere de rigtige input til vores forhandler, og der er ikke ret lang tid til at foretage analyserne. I dag er vi gået i gang med at skrive forslag til tekstændringer, har leveret talepinde om vores overordnede indtryk og er startet på analysen af teksterne for at se, hvad der mangler, hvor vi er tilfredse og hvor vi sal kæmpe mod forslaget. I morgen venter en dag med 2 koordinationsmøder, 5 forhandlingsmøder (jeg satser på at kunne snige mig ud fra det ene for at få lidt tid til at udarbejde tekstforslag og analysere tekst) og en enkelt event, som fagligt passer ind i de områder jeg dækker hernede.
Det er fascinerende, at selv sent om aftenen er det helt lunt at komme ud fra mødelokalet, her er fyldt med mennesker og spændende lyseffekter - så bliver man helt glad, selv om det har været en lang dag, man er træt og der er 1 time til hotellet.